Jo, der bliver læst i stor stil på nettet… (Projekt Nyhedstjek, part 2)

Den første sammenfatning af resultaterne i Projekt Nyhedstjek lagde vægt på den store andel af skimming i løbet af et to-minutters nyhedstjek. Den anden side af den kendsgerning er, at der så sandelig også bliver læst ganske meget.

Et eksempel på skimming af nyheder: Overskriften læses sammen med billedet af hovedpersonen. Den røde firkant er et klik på artiklen.

Et eksempel på skimming af nyheder: Overskriften læses sammen med billedet af hovedpersonen. Den røde firkant er et klik på artiklen.

Langt de fleste af de 36 testpersoner i eyetrack-testen fandt artikler, de havde lyst til at læse – og nåede at læse én eller flere artikler forholdsvis grundigt.

Naturligvis er der store forskelle i intensiteten af denne læsning. Eksempelvis indbyder det lette underholdnings- og kendisstof, der ser ud til at udgøre en  stadig større del af nyhedsudbuddet på de fleste nyhedssite, tilsyneladende til en let skimmende læsning. Modsat klassisk nyhedsstof i den mere seriøse afdeling, hvis man kan sige det sådan. Den type stof blev i testene typisk læst grundigere.

Korte artikler om underholdning “sluges” på få sekunder

For eksempel blev en kort artikel på Ekstra Bladet TV: Julian er sur over Jeanettes brystflirt læst/skimmet på cirka fire sekunder. Mens en lang nyhedsanalyse i Information, Opgør med den idiotiske Chavez-kult, blev læst systematisk i over et minut.

“Naturligvis”, tænker du nok! Korte artikler læses på kortere tid end længere! Men det, jeg taler om her, er også måden at læse på: Det ser ud til, at visse typer artikler kan ”læses” i løbet af meget få sekunder.

Formentlig handler det både om, at det er let at overskue – og dermed muligt at ”sluge” – en tilpas lille mængde af tekst i en fart. Og om at visse typer af indhold har en tilpas lav indholds-intensitet til, at det er muligt at forstå, nærmest i samme sekund man ser det.

Kun helt korte artikler om populærkultur og meget simple nyheder – f.eks. om vejret – blev skimmet på den måde.

Bekræftelse af Poynter´s konklusion: Der læses langt på nettet

Ellers var tendensen, at de fleste artikler blev læst helt eller næsten til ende.  Det bekræfter resultatet af en stor eyetrack-undersøgelse fra 2007, The Poynter Institute´s ”Eyetracking the News”.

Denne undersøgelse gav det overraskende resultat, at artikler på nettet generelt blev læst længere end print-artikler af tilsvarende længe. F.eks. blev der gennemsnitligt på nettet læst 80% af historier 5-7 inches længde. På print blev der kun gennemsnitligt kun læst godt 65% af historier af tilsvarende længde.

Poynter angav to grunde til den dybere læsning online:

  1. Dels har den grundige skimmingproces ført dem frem til en historie, de faktisk interesserer sig for.
  2. Og dels at ”…the online story environment offers few distractions”, som Poynter´s Sara Quinn og Pegie Stark skriver i bogen ”Eyetracking the News”. Altså: Når man først har klikket sig frem til en historie, er der ikke meget andet, der konkurrerer om opmærksomheden. Kun teasere, annoncer og navigationslister.

Det skal understreges, at det her kun er et pejlemærke for yderligere undersøgelse. Vi må undersøge lidt senere, hvad det er der for folk til at læse eller falde fra.

Foreløbig har jeg et par bud her:

  • Nyhedsmedierne forstyrrer generelt ikke læserne særlig meget med links, der kunne lede læseren andre steder hen. Og når de gør – som f.eks. på Politiken – viser de udførte tests, at læserne enten hopper let og elegant hen over dem eller hurtigt skimmer link-teksten og læser videre.
  • Til gengæld ser det ud til, at bokse med fakta, supplerende information eller teasere til f.eks. en analyse kan få læserne til at hoppe væk fra læsningen. Det var bl.a. tilfældet ved læsning af nyheder på BBC´s hjemmeside, hvor indlagte bokse blev springbræt til at stoppe læsningen og skimme siden for andre tilbud.

Nærmere om undersøgelsen
I alt 41 personer blev testet i perioden december 2011 til marts 2013. 5 tests var ikke brugbare, så de beskrevne data bygger på de resterende 36 tests.

Testpersonerne:

  • 11 testpersoner var henholdsvis tilfældige besøgende på Aabyhøj Bibliotek og lærere og administrativt personale på Sødalskolen i det vestlige Aarhus.
  • 11 personer var undervisere og administrativt personale på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
  • 4 var danske journaliststuderende.
  • De sidste 10 personer var udenlandske studerende på uddannelsen Europe in the World ved Journalisthøjskolen.

Personerne oplyste alle inden testen, hvad deres foretrukne nyhedssite var. Testen blev herefter tilrettelagt, så de kom ind på netop det site. Ingen valgte undervejs at forlade dette website.

Personerne blev også interviewet om deres nyhedsforbrug: Hvor ofte de tjekker nyheder, og hvornår de sidst havde tjekket nyheder – dels generelt og dels det site, de i testen kom ind på.

Opgaven løs som følger: ”Gå ind og tjek nyheder, som du normalt ville gøre. Brug så meget tid, du vil. Klik, scrol og læs, som du har lyst!

Projekt Nyhedstjek: Langt mere skimming end læsning

Skimming-Gadesagen-(Mads)_nyNår vi går på nettet i en pause på jobbet, eller mens vi venter på bussen, så skimmer vi betydeligt mere, end vi læser. Det meste af tiden bliver brugt på ganske kort at se overskrifter, fotos og korte intro-tekster.

Det viser eyetrack-projektet ”Projekt Nyhedstjek”, hvor en række tilfældigt udvalgte nyhedsbrugeres øjenbevægelser er blevet registreret, mens de har tjekket nyheder på deres foretrukne nyhedssite. Projektet er gennemført som en del af eyetrack-arbejdet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Der er dog meget stor spredning i de registrerede brugsmønstre. 9 af de 36 testpersoner (svarende til hver fjerde) læste faktisk udvalgte artikler halvdelen af tiden. I den anden ende af skalaen læste 7 testpersoner stort set ikke – men brugte al tiden på at skimme, scrolle og klikke sig rundt på nyhedssitet.

“Skimmere” og “læsere” jævnt fordelt

Du tænker måske, at sidstnævnte gruppe af ”skimmere” hovedsagelig består af unge nyhedsbrugere, mens de ældre i højere grad er ”læsere”. Men det er ikke tilfældet.  De 36 testpersoner fordeler sig ret jævnt aldersmæssigt over de forskellige kategorier.

De 36 testpersoner fordeler sig i alderen 21-60 år. 14 var under 30 år, mens 22 var over 30.

Resultaterne varierer heller ikke betydeligt mellem danske og udenlandske nyhedssites. 10 testpersoner var inde på udenlandske nyhedssites, mens 26 så på danske sites.

Til gengæld så der ud til at være en større variation i resultaterne, når det gælder bestemte nyhedssites:

Der blev gennemgående læst mere på sites som The Economist, Information og spanske El Mundo. Og modsat var der gennemgående mere skimming på sites som Ekstra Bladet, Aarhus Stiftstidende (før indførelse af betalingsmuren) og Danmarks Radio.

Den journalistiske prioritering styrer
Overordnet er der altså meget stor spredning i de vaner, nyhedsbrugerne har, når de har et ledigt øjeblik og bruger tiden på at tjekke nyheder. Den vigtigste konklusion er så, at der både skimmes og læses, og at design og layout af nyhedssites må tilrettelægges, sådan at både skimming- og læse-processer tilgodeses bedst muligt.

Med en række forbehold – først og fremmest at det testede nyhedstjek var ganske kort, og at dette er et første indledende studie – kommer her nogle pointer fra undersøgelsen:

1. Den journalistiske prioritering er fortsat styrende for den måde, folk skimmer nyhedssites på. Stort set alle testpersoner startede deres scanning af hjemmesiden på sidens tophistorie. Cirka en tredjedel valgte senere også at klikke sig videre ind på denne historie.

2. En tredjedel (12 personer) valgte at bruge over et halvt minut på en indledende skimming af hjemmesiden for at få et samlet overblik over udbuddet af nyheder, før de klikkede sig videre. 15 brugte mellem 10 og 29 sekunder, mens 9 brugte under 10 sekunder, før de traf et valg.

3. Også i den videre skimming af hjemmesiden blev langt hovedparten af tiden brugt på at skimme de journalistisk opsatte artikler (overskrift, foto og intro-tekst) i midterfeltet frem for at bruge de forskellige lister.

4. Lister som ”Mest læste” eller ”Sidste nyt” blev brugt af cirka halvdelen af testpersonerne – men som regel først senere i nyhedstjekket. Enten i den sidste del af den første skimmingsproces. Eller når de vendte tilbage til hjemmesiden efter at have været inde på en bestemt artikel.

5. Der var store variationer i de skimmingsrutiner, testpersonerne viste. Nogle går struktureret og målrettet frem i deres afsøgningsproces. Andre lader øjnene glide rundt på siden i spring og stopper op, hvor noget fanger deres opmærksomhed.

6. Flere nyhedsmedier, bl.a. Politiken og DR, tilrettelægger typisk små ”pakker” af materiale – foto, overskrifter, og links: ”Læs mere” om sagen i sidehistorier, analyser og interviews. Undersøgelsen viste, at disse ”pakker” tiltrak sig betydelig opmærksomhed – måske bl.a. fordi det som regel var tophistorier på siden. Men testpersonerne valgte stort set aldrig at klikke på  det tilknyttede materiale men foretrak linket til selve nyhedshistorien.

7. Testpersonerne blev før testen interviewet om, hvornår de sidst havde tjekket nyheder. Det ser ud til, at testpersoner, som inden for de seneste timer havde tjekket nyheder, generelt skimmede mere, end de der ikke havde fulgt med i nyhederne den dag, hvor de blev testet.

8. Det ser ud til, at hjemmesiden fortsat opleves som en ”sikker havn” for mange nyhedsbrugere. Når de har læst eller skimmet en artikel, vælger de med stor sikkerhed at klikke tilbage til hjemmesiden og påbegynde en ny afsøgningsproces. 20 ud af de 36 valgte den strategi, mens resten ad forskellige veje klikkede sig videre til andre artikler eller under-sites.

Det var første del af afrapporteringen af Projekt Nyhedstjek. I morgen følger flere konklusioner – blandt andet om artikel-læsning. Stay tuned

Nærmere om undersøgelsen
I alt 41 personer blev testet. 5 tests var ikke brugbare, så de beskrevne data bygger på de resterende 36 tests.

Testpersonerne:

  • 11 testpersoner var henholdsvis tilfældige besøgende på Aabyhøj Bibliotek og lærere og administrativt personale på Sødalskolen i det vestlige Aarhus.
  • 11 personer var undervisere og administrativt personale på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
  • 4 var danske journaliststuderende.
  • De sidste 10 personer var udenlandske studerende på uddannelsen Europe in the World ved Journalisthøjskolen.

Personerne oplyste alle inden testen, hvad deres foretrukne nyhedssite var. Testen blev herefter tilrettelagt, så de kom ind på netop det site. Ingen valgte undervejs at forlade dette website.

Personerne blev også interviewet om deres nyhedsforbrug: Hvor ofte de tjekker nyheder, og hvornår de sidst havde tjekket nyheder – dels generelt og dels det site, de i testen kom ind på.

Opgaven løs som følger: ”Gå ind og tjek nyheder, som du normalt ville gøre. Brug så meget tid, du vil. Klik, scrol og læs, som du har lyst!

Nyhedstjekkets varighed -  2 minutter – blev ikke oplyst til testpersonerne.

Alle tests er gennemført mellem kl. 9 og 15.

Undersøgelse: Den digitale “avis” skal ligne den trykte

Nyhedspræsentationen på tablets skal helst ligne den, man kender fra den trykte avis! Det er hovedpointen i en undersøgelse, virksomheden Visiolink har gennemført i samarbejde med Aarhus Universitet.

Visiolink arbejder sammen med universitetet på at finde ud af, hvilke typer digitalt indhold, brugerne er villige til at betale for. Og virksomheden har i øvrigt også indledt et samarbejde med DMJX om eyetracking, aktuelt i det såkaldte EyePad-projekt.

I den ovennævnte pilot-undersøgelse blev et antal brugere bedt om at forholde sig til to forskellige præsentationer på tablet: Dels en 1-1-udgave af avisen som den ser ud – bare præsenteret på en iPad og med enkelte digitale features. Og dels en såkaldt “web-based newsreader” også med tekster og fotos fra avisen, men præsenteret efter webbens konventioner.

Undersøgelsens klare konklusion var altså, at ikke bare kunne testpersonerne bedre li´ den version, der lignede avisen. De var også mere villige til at betale for det!

Visiolink citerer en bruger for, at det jo er redigering, man betaler avisen for, og at avisen ligner noget, der er redigeret efter relevans og andre kriterier. Og det kan man ikke se, at man får i en digital oplistning af stoffet.

Det er jo en interessant pointe – især sammenholdt med den seneste eyetrack-undersøgelse fra Poynter, der konkluderer, at læserne over there på tablet foretrak den såkaldte carrousel-løsning fremfor den løsning, der lignede en avis.

I et blogindlæg undrer design-konsulenten Mario Garcia (som var involveret i Poynter-undersøgelsen) sig over forskellen i de to undersøgelser. Godt nok kom den traditionelle avis-løsning ud som nummer to i Poynter´s undersøgelse – men klart efter carrousel-løsningen (historierne præsenteret side om side ensartet med et foto og en rubrik).

Vil man have avisen digitalt – hvis man har afvist den på print?

Det skal blive spændende at høre flere detaljer fra den århusianske undersøgelse. Umiddelbart har jeg selv den teori, at traditionelle avislæsere nok også digitalt efterspørger noget, der ligner avisen. Så kan man da genkende det redigerede stykke arbejde, man betaler for!

Jeg tillader mig at tvivle på, at brugergrupper – aldersgrupper – som allerede har afvist at røre den trykte avis med en ildtang – igen vil begynde at læse “avis”, bare den nu forefindes på en tablet.

Jeg tror, at disse stigende grupper af befolkningen, hvoraf en del måske ikke en gang er faste forbrugere af nyheder, som vi kender dem, kun vil kunne gøres interesserede, hvis mediehusene tilbyder nye former for løsninger. Og dem har vi ikke set endnu, desværre.

Men det er foreløbig kun gætterier. Vi kun lige begyndt på afsøgningen af, hvad forskellige typer mediebrugere synes er interessant – og ikke-interessant. Foreløbig skal det blive interessant at få flere detaljer fra Visiolink-undersøgelsen. Blandt andet de testede personers alder og medievaner.

Den nye fagjournalist kommunikerer i netværk

Siden sommeren 2012 har journalisterne på Folkeskolen udforsket en ny journalistisk rolle som igangsætter og udvikler af faglige netværk. Hver journalist har ansvar for et netværk af for eksempel matematiklærere eller idrætslærere. Erfaringerne er foreløbig så gode, at konklusionen er klar: Antallet af netværk skal udvides.

Den traditionelle journalist-leverance er historier. Som noget nyt skal journalisterne på Folkeskolen nu også skabe relationer og gode forudsætninger for udveksling af viden og erfaringer.  Målet er, at brugerne bliver medskabere af relevant indhold og oplever, at de kan udveksle viden direkte.

Vi har i årevis i talrige undersøgelser spurgt læserne: ”Hvad vil I gerne have af os?” Det entydige svar har hver gang været, at de kunne tænke sig et mødested på nettet, der handler om  deres fag.

Det siger Karen Ravn, webredaktør på Folkeskolen. Hun har været med til at igangsætte de første netværk og fortæller her om de første erfaringer, der er rigtig gode.

Folkeskolen.dk har haft sin styrke på journalistik og nyheder om skolepolitik og lærer-vilkår, og det er det, journalisterne har brugt deres arbejdstid på at levere. Det nye folkeskolen.dk med faglige netværk for de enkelte fag og områder er et forsøg på at skabe en platform for den professionelle dialog om lærerens kerneinteresse – undervisningen i folkeskolen.

Nye journalistiske opgaver

Som leder af et netværk af for eksempel dansklærere skal journalisten fortsat levere historier. Men de skal skrives med det mål at levere relevant viden til netværket. Og ikke mindst kan brugerne  selv – dansklærerne – levere artikler eller indlæg til netværket. Alle kan desuden byde ind ved at like” artiklen eller lægge en kommentar.

På den måde kommer journalisten til i en vis forstand at optræde på lige fod med brugerne. Både artikler og kommentarer præsenteres som ligeværdige. Afgørende bliver, om indholdet opleves som relevant, hvilket antallet af hjerter fra læserne afspejler.

Nye opgaver kommer til i form af rekruttering og igangsætning af nye skribenter, overvågning og eventuel moderation af debatter og indspil – samt deltagelse i disse faglige samtaler og fokusering og kvalificering i form af nye spørgsmål eller henvisninger til relevant viden.

Vores største succes er netværket for matematiklærere. Vi havde ikke ventet, at matematikerne var så gode til at kommunikere, men de er super-gode og meget engagerede.

Målet er endnu flere netværk

Et andet eksempel  på et netværk med stor aktivitet er ” It i undervisningen”. Her er debat-aktiviteten om muligt endnu større end hos matematiklærerne. Og det er stadigt stigende. Her udvikles et community i ordets bedste forstand med meget omfattende dialog og snak på tværs om fælles problemstillinger.

Succes´en har været så stor, at Folkeskolen har appetit på at åbne yderligere en række faglige netværk:

”Vi skal helt sikkert videre med nogle flere netværk.  Vi vil her i begyndelsen af 2013 evaluere arbejdet og vurdere, hvordan vi kan gå videre.”

Tankerne om at udvikle faglige netværk har været længe undervejs. Tilbage i 2007 fusionerede Danmarks Lærerforening med to mindre organisationer inden for undervisning, Formidlerne og S81. For dem var det ikke umiddelbart relevant med et fagblad ved navn Folkeskolen.

Ny web-platform var afgørende

Så det endte i stedet med, at bladet med blev suppleret med månedsmagasinet Undervisere samt to faglige netværk på nettet., Specialpædagogik og Ernæring og sundhed.  De har siden fungeret som eksperimentarium – indtil redaktionen i sommeren 2012 tog skridtet videre og etablerede yderligere en række netværk for bl.a. fagene dansk, idræt, musik, sløjd/håndarbejde og som nævnt matematik og it.

En væsentlig grund til at det skulle blive 2012, før de nye netværk så dagens lys var, at man ønskede en ny web-platform, der var velegnet til at håndtere netværk. Forbilledet har været netværket for kommunikatører, K-Forum.

Teknisk set fungerer systemet sådan, at både artikler, anmeldelser og brugergenereret indhold mærkes med såkaldte tags. Det er en slags nøgleord, der gør, at artiklerne principielt svæver så rundt overalt og dukker op på de ønskede sider.  Det betyder, at det er let for redaktionen at få artikler om eksempelvis matematik til at dukke op i netværket for dette fagområde.

Hvad vil det sige at være netværks-journalist?

Det helt afgørende var naturligvis, om journalisterne ville være med. Og det ville de: Hver enkelt fik muligheden for at vælge, hvilket fagområde de ønskede tilknytning til.

Det blev aftalt at afsætte tid svarende til cirka en arbejdsdag om ugen – altså cirka 20% af arbejdstiden. Tiden går først og fremmest til at skrive artikler, der er relevante i det pågældende netværk.

”Der skal være noget nyt – en journalistisk artikel –  i hvert netværk mindst en gang om ugen til at drive det fremad. Det kan være en stor udfordring for den enkelte journalist”.

Netværkene har ifølge Karen Ravn i øvrigt også medført, at vurderingen af, hvad der kan være en relevant historie, er under forandring.

For eksempel ville en henvendelse fra en kendt musiker tidligere nok være blevet afvist som et forsøg på at få noget reklame for sine foredrag.

”Nu lader vi ham i stedet komme til orde i musik-netværket. På den måde overlader vi relevansen af hans indlæg til netværket og kommentarerne fra medlemmerne af det..”

En vigtig opgave er naturligvis også at følge debat-trådene i netværket og bidrage, hvor det er muligt og nyttigt. Det er en kompetence, ingen af journalisterne på forhånd, men som løbende udvikles.

Vi øver os i at gå ind i debatter uden at komme med holdninger. I stedet kan vi f.eks. henvise til artikler, der tilføjer nye vinkler på et faktuelt grundlag. Vi kan se, at det smitter af på brugerne, så det er også noget, de gør mere og mere.

”Desuden bruger vi meget tid på ting, vi ikke troede, vi behøvede. F.eks. at hjælpe folk med at uploade stof. Der er en del, der ikke kan finde ud af de forskellige måder at lægge stof på nettet.”

Og hvad med lærerne, vil de være med?

Før etableringen af de enkelte netværk tog Folkeskolen kontakt til repæsentanterne for fagets  faglige forening og/eller personer, som allerede var en del af journalisternes netværk, var aktive bloggere eller på anden måde havde vist sig at være mere end almindeligt engagerede.

De blev inviteret til et introduktionsmøde og indviet i mulighederne – og de fleste af dem udgør i dag kernen i de respektive faglige netværk – som bidrager med indlæg, kommentarer eller kommer med tips og forslag til netværks-journalisten.

Ud over at et mindre antal personer er inviteret ind som bloggere på folkeskolen.dk, har alle brugere de samme muligheder for at bidrage i netværket:

  1. Man kan like det enkelte indlæg (a la Facebook) med et hjerte. Nye læsere kan så på forhånd vurdere et indlæg ud fra, hvor mange hjerter det har fået.
  2. Man kan skrive kommentarer til allerede publicerede indlæg (log-in)
  3. Man kan skrive egne debat-indlæg (log-in)
  4. Brugerne kan desuden skrive et såkaldt lærer-til-lærer-indlæg, der er tænkt som decideret videndeling i netværket (log-in)

Antallet af aktive brugere øges hele tiden stille og roligt. Hver dag dukker mindst ét nyt navn op i netværkene. På redaktionen er de meget tilfredse med udviklingen, understreger Karen Ravn.

Samarbejde med konkurrenterne

På forhånd var der en del bekymring i forhold til, om Folkeskolen kunne tilføre værdi ud over, hvad allerede eksisterende platforme for viden om læring, Skolekom og undervisningsportalen EMU, kunne tilbyde.

Det har nu vist sig, at de faglige netværk supplerer disse officielle platforme meget fint. Og der er endda nu etableret et samarbejde med udbyderen, Uni-C, således at Folkeskolens netværks-sites nu er forsynet med en boks med nyt fra Skolekom. Og planen er, at der den anden vej også skal være et ”vindue” med indhold fra netværkene.

Næste skridt er som nævnt, at der åbnes endnu flere faglige netværk på Folkeskolen.dk. Det overvejes lige nu, hvad den rette størrelse og fokus vil være, for at netværkene på den ene side ikke bliver for brede – og på den anden side bliver store nok til, at der kan være tilstrækkelig dynamik og aktivitet.

Opdatering: Undskyld, jeg havde glemt links´ene. Hilsen PF

 

Tunesien: Grøntsagsaktion for pressefrihed

IMG_1024Som besøgende i Tunesien i disse dage fornemmer man klart den usikkerhed og frustration, der præger mange tunesere, i forbindelse med at den politiske situation er uklar, og der tilsyneladende finder en magtkamp sted mellem de sekulære politiske partier og det islamiske Ennahda-parti.

Helt konkret blev vi i dag vidne til en humoristisk happening fra den arabisk-sprogede tv-station Al Hiwar.tv. I følge fortællingen på gaden er de under politisk pres efter en række kritiske indslag om Ennahda og har i den forbindelse også økonomiske problemer.

Medarbejderne skulle af en ledende politiker være blevet opfordret til at gå ud og sælge grøntsager i stedet for at lave tv (underforstået: En mere respektabel levevej). Og tv-stationens medarbejdere tog ham på ordet og solgte i dag grøntsags-toppe for 20 dinarer stykket (ca. 70 kr.)

Som det ses på billedet var der købere nok – i form af tunesere, som ønsker at støtte den kritiske tv-station.

Nyheder på nettet: Læser vi eller tjekker vi bare?

Det svenske fagmagasin Journalisten sætter i den seneste trykte udgave nogle interessante tal på nyhedsmediernes digitale udfordring: Måske er det kun en ganske lille del af befolkningen, der har nyheder på nettet som en så vigtig del af deres dagligdag, at de er villige til at betale for dem.

Det svenske mediemagasin tager afsæt i tal fra Nordicoms “internetbarometer”, der viser, at 6% af svenskerne (9-79 år) på en gennemsnitlig dag i 2011 læste en morgontidning på nettet. Heraf var halvdelen avisabonnenter.

Det tal har Journalistens redaktion haft svært ved at få til at rime med, at alene Dagens Nyheter på nettet har 1,5 mio. unikke besøgende om ugen. Så man har via undersøgelses-konceptet Orvesto (med et panel på 18.000 personer) undersøgt, hvor mange i alderen 15-79, der en gennemsnitlig dag i november 2012 faktisk besøgte en morgontidnings hjemmeside.

Svaret var 26,3%!

Og hvori består forskellen mellem de 6% og de godt 26% så, må man spørge.

Journalistens redaktion konkluderer selv, at det nok handler om, at de færreste af de 26,3% nok ville sige, at de har LÆST nyhederne på nettet. De har været inde og kigge sig lidt omkring, set lidt hist og her, måske nok læst en smule. Tre sidevisninger og knap 5 minutter senere er de færdige og videre med dagens dont.

Men kan man sige, at de har “læst” nyhederne? Forstået som: Engageret sig! Fået nyttig viden, som de helst ikke ville være foruden!

Måske vil nogen mene, at det bare er et akademisk spørgsmål. Men det kan også siges at være et altafgørende spørgsmål i forhold til, om mediehusene har bare den mindste chance for at få betaling ud af en del af disse folk.

Hvor stor en andel af de 26,3%, der besøgte et svensk nyhedssite i november er klar til at betale for den oplevelse? Man kunne som chef for forretningen frygte, at den andel, som bare har tjekket, om der er sket noget, og ellers bare har slået tiden ihjel, vil finde en anden løsning på det problem, den dag hvor de møder kravet om betaling.

Så måske nærmer vi os det tidspunkt, hvor vi må erkende, at tallet 6% måske i virkeligheden er det bedste mål for, hvor stort markedet er for betaling for nyheder på nettet….

Nåh nej, vi skal lige huske, at halvdelen af de 6% jo var avisabonnenter i forvejen. Så omkring 3% af befolkningen er målgruppen for de nye betalingssystemer.

Det er nok klogt at se efter andre indtægtskilder samtidig!

Beklageligvis ser det ikke ud til, at den omtalte artikel “Balansakten” om de svenske avishuses svære omstillingsproces kan tilgås på nettet. Den findes i nummer 2, der dækker perioden 14. februar-6. marts 2013.

…………

Et allersidste PS: Tusind tak til min gode kollega Mogens Møller Olesen, som nu tilsyneladende har vundet kampen mod inficerede filer, der gjorde denne blog til et farligt sted at færdes. Smittekilden er fundet og elimineret :-)

Nærlokale medier stortrives i England

Gårsdagens Community Journalism Conference i Cardiff gav et herligt indkig i en lidt kaotisk men blomstrende del af den engelske mediebranche: De nærlokale medier.

I samme takt som de kriseramte mediehuse lukker og slukker i en række engelske provinsbyer, åbner der nye lokale medier rundt omkring i de selvsamme byer. Ikke i prangende kontorer, men hjemme i folks dagligstuer. Det kan være journalister uden job – men lige så vel folk fra andre fag, men med et brændende engagement i deres nærsamfund.

Rapporten Here and Now: UK Hyperlocal media today gennemgår og samler den betydningsfulde tendens og giver talrige eksempler på udviklingen. Et eksempel er Bristol, hvor to journalister uden job har skabt The Voice, der nu udkommer i fire distrikter af byen – nu også på print.

Et andet eksempel er London-bydelen Brixton, hvor The BrixtonBlog nu har udvidet med den trykte udgave BrixtonBugle.

Og i York har en flok entreprenører skabt One&Other, der satser målrettet på det, vi herhjemme kalder konstruktiv journalistik.

Mens jeg fulgte konferencen i Cardiff i går fra distancen, noterede jeg en hel del interessante links til spændende projekter, vi herhjemme måske kan lære af. Her kommer nogle stykker:

  1. I Port Talbot i Wales er et nyt nærlokalt medieprojekt, The Magnet, gået i gang i samarbejde med  School of Journalism i Cardiff. Sidstnævnte vil finde ud af, hvordan man engagerer borgerne i medieproduktion.
  2. En af nøglepersonerne i udviklingen af nærlokale projekter rundt om i England, Sarah Hartley, fra projektet Talk about Local har udgivet en stribe artikler med tips om, hvordan man kommer i gang.
  3. Nick Booth og andre gode folk har i Birmingham udgivet The Community Lovers Guide, med “stories of the ways volunteers, community and social enterprise are changing relationships in the city”.

Altsammen er det til at lade sig inspirere af, hvis man drømmer om at åbne nærlokale medier rundt om i Danmark.

Advarsel: Tro ikke at der venter en gylden forretningsmodel et sted. De allerfleste af de nævnte projekter er drevet først og fremmest af kærlighed til lokalsamfundet.

Tilføjelse:

Der dukker hele tiden flere ting op i tilføjelse til ovenstående:

Ressource-guide af Paul Bradshaw til nærlokale mediefolk og bloggere

Tak for i år – et spændende 2013 venter!

Her på falderebet af 2012 lige en hilsen til alle trofaste læsere af NyJournalistik med tak for året der gik – ønsker om et rigtig spændende 2013 i journalistikkens verden.

I denne tid er der jo masser af bud på både kig frem og tilbage. Men skulle du have bare en smule tid til overs, så tag og klik dig lidt rundt på Nieman Journalism Labs samling af forudsigelser fra en række af den amerikanske mediebranches skarpeste hoveder.

Jeg kan især anbefale læsning af indlæggene fra Heidi Moore, Dan Gillmor, Kristin Taylor, Rex Sorgatz og Jan Schaffer. Utrolig inspirerende. Der er meget at notere sig, overveje og begynde at teste af.

Rigtig godt nytår!

Sandy Hook-dækningen et lærestykke i breaking news anno 2012

Det var ud på aftenen i Danmark, da de første meldinger dukkede op om den dramatiske nedskydning af 27 personer på en skole i Connecticut. I løbet af de næste timer strømmede det ind med store mængder af detaljer om skydningen, hvem manden bag kunne være.

I dagene efter har breaking news-dækningen været genstand for stor debat, især om den rolle sociale medier spillede, og om journalister overhovedet bør spille på de tangenter under så ophedet et forløb med så mange ubekræftede rygter i omløb.

 

Twitter-dialog mellem Andy Carvin og The Guardians Heidi Moore og Wall Street Journals Bradley Davis.

Debatten er her samlet op godt op af Mathew Ingram, som konkluderer, at det ikke var sociale mediers “skyld”, at så mange rygter florerede, da mange af dem faktisk var startet i live-udsendelser på bl.a. CNN og NBC. Sociale medier er bare med til at sprede rygterne hurtigere:

…for better or worse, social networks are a crucial part of how we communicate now, and how we share both information and our emotional reaction to events like the Newtown shooting.

Hvad bør journalister så gøre? De bør selvfølgelig intensivere arbejdet med at afklare, hvad der er rigtigt og forkert. Og naturligvis også anvende sociale medier i dette arbejde. Dels til at følge strømmen af informationer – hvoraf nogle viser sig at være korrekte. Og dels til real-time at arbejde sammen med kilder tættere på begivenheden.

En medfølgende risiko er, at man som journalist kommer til at bære ubekræftede rygter videre. Rygter der senere viser sig at være usande. Den risiko kan journalister minimere ved almindelig forsigtighed – men samtidig være åben og tydelig med, at man ligger inde med oplysninger, der ikke er bekræftet, foreslår Craig Silverman på Poynter.

En af de journalister, der på den måde arbejder på at skille skidt fra kanel på især Twitter, er NPR´s Andy Carvin, som også var meget aktiv i dækningen af Sandy Hook-skydningen.

Carvin er så efterfølgende blevet hængt til tørre af en klummeskriver i The Guardian, Michael Wolff, som mener, at Carvin gik alt for langt i viderebringelsen af ubekræftede rygter.

Diskussionen mellem Wolff og Carvin er meget interessant, idet den fokuserer på både de muligheder og de risici, som arbejdet på sociale medier indebærer under dækningen af breaking news.

Wolff hævder i det meget personlige angreb på Carvin, at han sidder og gemmer sig på et fjernt kontor og lukrerer på andres arbejde – inklusive rygterne.

Carvin’s interest has never been reporting, per se, or storytelling, or even, in the manner of the untrained war reporter, experiencing the reality for himself. Rather, his vocation, along with promoting social media itself, has been that new information role called “curation”…

“Oral history-telling in real-time”?

Andy Carvin, som i øvrigt snart udgiver en bog om sit arbejde bl.a. under det arabiske forår kaldet Distant Witness, giver svar på tiltale i en Storify, hvor han forsøger at dokumentere, at han ikke bare har viderebragt rygter, men faktisk har forsøgt at finde bekræftelse og i øvrigt opfordret brugerne til at tænke sig godt om og ikke bare give alt videre.

Han skriver blandt andet, at han ikke er vild med udtrykket “kuratering”:

To me, the term conveys an activity that’s archival rather than live, so in some ways I think of what I do as a form of oral history-telling in real time – and like most oral histories, it takes a while to figure out what’s true and what’s not.

Som altid bliver en sådan debat vældig polariseret – og man kommer let til at holde med den ene eller den anden. Min personlige holdning er, at folk som Andy Carvin viser vejen til en ny form for journalistik, der udvider og nuancerer traditionel journalistisk indsamling, bearbejdning og historiefortælling.

I en sag som Sandy Hook-skydningen – og masser af mindre dramatiske begivenheder herhjemme – er der fortsat rigeligt at gøre for journalister med verificering, af- og bekræftelse af rygter og påstande. Udgivelse på sociale medier og i samspil med brugerne dér bliver stensikkert en helt nødvendig del af dette journalistiske arbejde.

Er Storify for nemt? Og er det overhovedet journalistik?

Jeg gav i går et email-interview om Storify og kuratering af indhold fra sociale medier. Det kommer her. Jeg vil meget gerne have din kommentar, hvis du har andre overvejelser eller tilføjelser.

Hvad er Storify?

Storify er navnet på ”værktøjet” (storify.com), der gør det enkelt at udvælge, præsentere og levere sammenhæng omkring indhold fra sociale medier som Facebook, Twitter, YouTube og Flickr. Der findes andre værktøjer til såkaldt kuratering, men Storify er nok det internationalt mest kendte, og det er derfor lige før, at navnet også udtrykker en bevægelse.

Skærmbillede af Storify´s artikel-skabelon. Til venstre skrives og redigeres artiklen. Til højre ligger det udvalgte materiale fra sociale medier – der så kan trækkes ind i artiklen.

Der er en række oplagte grunde til, at Storify – og kuratering – er blevet så populært. Først og fremmest  er strømmen af digitalt publiceret stof, ”indhold”, blevet så voldsom, at efterspørgslen hos brugerne efter udvælgelse og redigering er steget tilsvarende. Det kunne så pege på en styrkelse af den klassiske journalistik, som vi kender den.

Men samtidig har sociale medier fået så stor betydning – og accepten af at indholdet ofte har relevans og kvalitet er blevet så stor – at behovet for at udvælge og præsentere ”det bedste” indhold fra sociale medier er vokset tilsvarende. Derfor Storifys  popularitet, både hos traditionelle medier, men så sandelig også blandt alle andre, som hermed har fået redskaber til selv let og enkelt at publicere indhold på nettet.

På den måde kan Storify ses som et nyt fortolkningslag på denne vældige indholdsstrøm. Og samtidig også et ultra-enkelt publicerings-værktøj.

Hvad er journalistens rolle ift. Storify?

Journalistens rolle er sådan set den samme som altid: At tage stilling til store mængder af information, udvælge stof, verificere kilder og påstande, redigere og præsentere journalistiske historier med en klar vinkel og suppleret med relevant kontekst.

Det nye er jo nok især, at en del af indholdet nu allerede teknisk set er skabt. Det findes som bestanddele eller helheder og kan nu trækkes ud og anbringes i nye helheder. Heri ligger så også betydelige behov for journalistisk etik og dømmekraft.

Begrebet kurator er hentet fra museums-verdenen, hvor det dækker den fagperson, der samler og præsenterer genstande som udstillinger. Den dygtige kurator har et stort overblik og kan bedømme materialet og forstår at give de enkelte genstande en relevant placering ud fra udstillingens ”vinkel” og samlede hensigt.

Tilsvarende er den dygtige kurator i forhold til digital information og journalistik den person, der kan udvælge det mest relevante materiale og sætte det i en interessant og form for nyskabende sammenhæng.

Kan man overhovedet kalde det journalistik?

Det fremgår sikkert klart af ovenstående, at jeg vil svare ja til det spørgsmål. Det er i høj grad journalistisk arbejde. Omvendt kan man til gengæld sige, at der med enkle redskaber som Storify er åbnet for, at mange andre end professionelle journalister kan indtage rollen og udføre opgaven til stor nytte for modtagerne.

Jeg er nok nødt til at tilføje, at en stor del af de Storify´s man ser nu, knap kan kaldes journalistik, da de ofte bare består af en bunke udvalgt materiale fra sociale medier – men uden den vinkel, kontekst og struktur, der kunne gøre bunken nyttig for modtagerne.

Det er så her, journalistikken kommer ind i billedet! Den dygtige journalist kan netop give hele molevitten en højere mening. Akkurat som i andre typer af ”historier”, som de kaldes i fagsproget.

Hvad er målet med Storify?

Jeg er nok kommet til at svare på det tidligere – men målet er at give det udvalgte stof mening og sammenhæng – og i næste led knytte ytringer på de sociale medier sammen i nye meningsfulde mønstre.

Der er en række sammenhænge, hvor det i høj grad giver mening:

  • Under ”breaking news” hvor en masse førstehånds-information blander sig med rygter og sladder på nettet.
  • Som opsamling på debatter eller ”samtaler” i forlængelse af en given journalistisk dækning. Med Storify kan man udvælge og præsentere de bedste bidrag i en sådan samtale  og hermed give den både ny retning og energi.
  • Som værktøj i dækningen af sociale bevægelser (som ex. Occupy Wall Street) hvor relevant information ofte findes på de sociale medier.
  • Til dokumentation af udsagn, f.eks. fra politikere eller andre centrale kilder. Her kan elementer fra sociale medier i princippet erstatte traditionelle citater.

Hvad får vi som læsere ud af den type historier?

Læserne får forhåbentlig en større fornemmelse, viden og forståelse for hvad der rører sig på et givent område, blandt andet i kraft af mere førstehånds-information, et større og bredere udvalg af kilder og flere facetter på et givent emne, end en traditionel journalistisk historie. Men det afhænger jo – som i journalistikken i det hele taget – fuldstændig af journalistens overblik, viden og faglige dygtighed.

Vil du vide mere?  

Så overvej om du har tid og lyst til at deltage i kurset Storify – træk de sociale medier ind i journalistikken. Håber vi ses :-)